Spændende år i Den Lyttende Kirke

Arbejdet blomstrer, og i 2018 fik Den Lyttende Kirke en anonym gave, som betød, at den daglige leder er sikret frem til 2020

Der sker mange spændende ting i Den Lyttende Kirke, og 2018 startede også med en positiv økonomisk nyhed.

  "Vi gik ind i året uden at vide, om der var økonomisk dækning til halvtidsstillingen som daglig leder. For nogle år siden fik vi en anonym gave, som dækkede lønnen i tre år, men den periode var udløbet. Flere giver gaver til arbejdet, men det er ikke nok, og derfor skrev vi igen ud og bad om støtte i starten af året. Derefter tilbød en anonym kilde at dække underskuddet hver måned, hvis ikke der var nok gaveindtægter til at dække stillingen. Dermed er stillingen sikret til 2020, og det er vi meget taknemlige for," siger Bente Lundbak Pihl. 

Hun oplever, at stillingen som daglig leder er nødvendig, fordi der er rigtig meget at se til i Den Lyttende Kirke. De holder kurser og workshops, og rygtet om Den Lyttende Kirke har også spredt sig til Norge, hvor der er sket en masse i løbet af 2018. 
  "Vi har holdt kurser i København, Odense, Silkeborg og i Grimstad i Norge - og så har vi holdt workshops i Slagelse, København, Odense, Valby, Horsens og Stavanger," fortæller Bente Lundbak Pihl.

Samlet set har 64 personer været på lyttekursus og 100 på workshops i Danmark, og i Norge har der været 44 på kursus og 44 på en workshop i Stavanger. Der var endda venteliste til workshoppen i Stavanger. 

I København har Den Lyttende Kirke også været en fast del af de nye #aabenhimmel-gudstjenester, som bliver holdt en aften om måneden. Som en del af gudstjenesten kan man nemlig blive lyttet til.

  "Hver gang er der folk til lytning. Det er meget positivt at opleve og at være en del af aabenhimmel-fællesskabet," siger Bente Lundbak Pihl. "I det hele taget har vi meget at være taknemlige for, blandt andet vores forbønsgruppe. Der er mennesker, som beder for arbejdet hver dag, og det er uvurderligt for os."

Den Lyttende Kirke har også en lyttegruppe, som arbejder på at gøre lyttetjenesten mere synlig. De har blandt andet lavet en ny præsentationsfolder, og de har tilbudt Ældre Sagen at give lytning til deres medlemmer. Det makkerskab håber Den Lyttende Kirke at få etableret i løbet af 2019. 

Bente Lundbak Pihl er daglig leder i Den Lyttende Kirke.

Bottom