Nyhedsbrev marts-maj

Foråret! 

Vi venter på at det kommer. Vi glæder os over det, fordi det minder os om, at livets kraft er stærk. Jesus er det Guds ord, der skaber liv, også der, hvor alt synes vissent og dødt. På messerne er det et vidnesbyrd, som igen og igen bliver fortalt når mennesker tager imod forbøn. En forårs-erfaring af fred og berøring – og af liv. 

I dette nyhedsbrev kan du læse lidt om hvad der for tiden rører og bevæger sig i IML. Vi glæder os over, at vi faktisk på alle messer i 2017 oplevede, at flere mennesker søgte forbøn og samtale hos os. 

Tak fordi du er med til at bære arbejdet i forbøn, og også økonomisk. Vi har brug for støtte i vores arbejde, som vi håber at se sætte nye spirer i 2018. 

Vi drømmer om at se flere kristne fællesskaber gå ind i arbejde med at bygge bro til den nyåndelige verden – måske du vil være med? 

Må Gud velsigne dig rigt, og må du få lov til at erfare hans Ånd blæse liv i dig!

 

Gode hilsner

Thomas Frovin

projektleder for I Mesterens Lys

PS:

Har du lyst at besøge Ole Skjerbæk Madsen i Hong Kong til maj?
Efter Ole gik på pension sidste sommer, er han og hans kone Dorte Kobbeltvedt rejst til Hong Kong, hvor de arbejder med gudstjeneste, liturgifornyelse, Christfulness og retræter på det kristne center Tao Fong Shan. Stedet hvor Areopagos-arbejdet er udgået fra. Hvis du har lyst og mulighed for at komme ud og se deres arbejde og opleve Hong Kong - smeltediglen mellem Øst og Vest - har du mulighed for at tage med på en menighedsrejse med Bethlehemskirken i maj. Der er stadig nogle ledige pladser, men du skal være hurtig, da flypriserne er begyndt at stige. Læs mere på www.bethlehem.areopagos.dk.

Bottom