Dejlig weekend på Mystikkens Univers

Hele syv procent af messegæsterne benyttede sig af Areopagos' tilbud om forbøn eller samtale på årets største alternativmesse.

Igen i år slog alternativmessen "Mystikkens Univers" dørene op for københavnere og andet godtfolk i Østerbrohuset i den første weekend i november. Mystikkens Univers er årets største danske alternativmesse, og den præsenterer sig selv som "en messe om alt det, vi ikke kan forklare og bevise".

Og netop dér - midt i det uforklarlige - befandt Areopagos sig traditionen tro også i år. På en 50 m2 stor stand bød Areopagos og I Mesterens Lys på kaffe, samtaler og forbøn. Og på samme stand tilbød Den Lyttende Kirke helende lytning, og Bibelselskabet præsenterede de nyeste bibler.

Areopagos-standen var messens største stand.

Forbøn for 387 gæster
Og selvom der er masser af muligheder at vælge imellem på Mystikkens Univers, fandt rigtig mange af messegæsterne ind på Areopagos' stand. Faktisk benyttede 7 procent af de besøgende sig af tilbuddet om at blive bedt for eller få en dybere samtale. 
  "I løbet af weekenden bad vi med 387 gæster og udstillere og havde mindst 75 dybere samtaler, hovedsageligt af sjælesørgerisk karakter. Det er helt klart tilbuddet om forbøn og sjælesørgeriske samtaler, som tiltrækker flest – selvom det ofte begynder som en uformel snak ved cafébordene," fortæller Ole Skjerbæk Madsen, som er missionspræst i Areopagos, og som deltog på hele messen.

Tilgivelse? Besøg Areopagos-standen
Der var knap 60 frivillige medarbejdere på Areopagos-standen i løbet af weekenden, og mange oplevede det som en stor velsignelse at være med på messen. Det fortæller Inga Provstgaard Mogensen, som var med som medhjælper på messen for andet år i træk:
  "Det har været en rigtig dejlig weekend med mange livgivende oplevelser. Vi oplevede også flere gange, at nogle af de andre udstillere henviste folk til vores stand. For eksempel fik vi besøg af en kvinde, som havde været hos en anden udstiller, som havde sagt: 'Du har brug for at arbejde med tilgivelse. Jeg synes, at du skal besøge Areopagos-standen'," fortæller Inga Provstgaard Mogensen.

Rigtig gode samtaler
Og det blev til rigtig mange gode og forvandlende samtaler med messegæster og andre udstillere.

  "Jeg sad sammen med en af gæsterne ved cafebordet og fik en kop the, mens jeg ventede på en af de andre udstillere, som jeg havde lovet at bede med. Gæsten fortalte om et Tarotkort, som betød meget for ham. Da udstilleren dukkede op, faldt hun ind i samtalen med mange gode tanker – og det udviklede sig til en god sjælesørgerisk samtale. Da vi afsluttede samtalen og satte os hen på stolene, hvor vi beder med gæster og udstillere, havde samtalen med manden åbnet for en lang række dybe spørgsmål, og udstilleren delte nogle visioner og længsler med mig. Det handlede om enhed mellem mennesker, ansvar for jorden og om at genkende sandhed i det andet menneske. Det gav derfor god mening, da jeg fortalte om min længsel efter at se en forsonet menneskehed, som er Kristi legeme. Vi talte om den personlige vej til at nå denne længsels mål," fortæller Ole Skjerbæk Madsen. 

  "Jeg udelader naturligvis detaljer fra samtalen, men jeg vil gerne dele denne historie, fordi den er typisk for nogle af de møder med mennesker, som sker på alternativmesserne. Udgangspunktet er altid den andens længsel og trospraksis, som så mødes af vidnesbyrdet fra medarbejderne, der lytter til vedkommende - og så ender vi med en forbøn præget af Jesu nærvær og Helligåndens forvandlende og livgivende virksomhed."

To personer til samtale ved en stand på en messe. Rundt sitter flere mennesker.

Bottom