Årets hyggeligste messe

På Krop-Sind-Ånd-messen i Aalborg var der samhørighed mellem udstillerne, og messegæsterne var meget interesserede i at gå i dybden 

Der var flere gæster end normalt, da Krop-Sind-Ånd-messen var på besøg i Aalborg i den første weekend i marts. I alt var der cirka 4-5.000 besøgende, hvilket var 10 procent flere end ved sidste års nordjyske messe.
  ”Og det var bemærkelsesværdigt at opleve, at der var mange flere mænd og unge mennesker, end der plejer at være. Der er en tydelig udvikling i retning af, at de i højere grad tager på messer,” siger Ole Skjerbæk Madsen.
  Han glæder sig over, at I Mesterens Lys igen havde en dejlig messe i Aalborg, hvor der i løbet af weekenden blev bedt med 211 personer.

Mange smiley’er
På standen var der medarbejdere fra IML og fra Aalborg Valgmenighed, og Ole Skjerbæk Madsen glæder sig over samarbejdet.
  ”Vi havde jo medarbejdere fra både frikirke og folkekirke, og der er forskellige måder at bede for folk på. Nogle af vores medarbejdere satte en smiley i statistikken, når der var en, som var kommet til tro på Jesus. Det var meget fint at se, at der var adskillige smiley’er i statistikken,” fortæller han.
  ”I det hele taget var det dejligt at opleve, at messegæsterne virkede meget nysgerrige og interesserede i at gå i dybden.”
Udover I Mesterens Lys og Aalborg Valgmenighed deltog Aalborg Stift også med en stand, og de holdt en workshop med Øyvind Borgsø om Bøn i bevægelse. De havde også middagsbøn hver dag med guidet meditation og syngeskåle, og de samlinger var velbesøgte

Forbøn har hjulpet dem videre
Ole Skjerbæk Madsen glæder sig også over, at der var god tid til at snakke med de andre udstillere på messen.
  ”Som sædvanlig var det den hyggeligste af messerne. Der er et godt nærvær, og vi oplever det som én stor familie. Det er ikke sådan, at de forskellige stande konkurrerer. Der er en god atmosfære, og derfor er det også let at få lov til at præsentere evangeliet,” fortæller han.
  ”Og det er fantastisk at opleve de andre udstilleres tillid. Flere af dem giver udtryk for, at vi har været til hjælp for dem gennem årene. Når de har tumlet med svære ting, har forbøn hjulpet dem videre,” fortæller han.
  ”De er også gode til at sende gæsterne videre til os. Den allerførste, jeg bad for, var en, der var blevet sendt videre til vores stand af en håndlæser. Det vidner om en samhørighed trods forskellighed.”

Bottom