Hvad er I Mesterens Lys?

Hvordan startede I Mesterens Lys, og hvad er baggrunden for arbejdet? 

I Mesterens Lys har sin begyndelse en sommerdag i 1994, da sognepræst Ole Skjerbæk Madsen i fortvivlelse beder til Jesus. Han har oplevet en voksende uro og smerte i sit møde med mennesker fra holistiske, åndsvidenskabelige og nyåndelige miljøer. Han savner gensidig forståelse og oplever, at fordomme hos ham selv, i kirken og i de nyåndelige miljøer blokerer for en ægte samtale og gensidig forståelse. Kan der bygges bro? Jesu svar er I Mesterens Lys.

IML begynder som åndelige møder med meditation, heling af hjertet og formid-ling af budskaber fra Jesus i maj 1995. Fra 1997 er IML med på ”Krop-Sind-Ånd” og andre lignende messer. IML udvikler nye typer gudstjenester og tilbyder foredrag, workshops og retræter i både kirkelige og nyåndelige sammenhænge. IML har siden starten haft tætte relationer til Areopagos og fusionerede med Areopagos i slutningen af 2014.

Sammen har IML og Areopagos udviklet ”Christfulness” som udtryk for en kristen holistisk trospraksis.

***

Discipelbønnen

Gud, du som er ”JEG ER”! 
Jeg anerkender din Ånds virke 
i menneskers længsel efter dit Riges fred,
- efter det sande, det skønne og det gode. 

Jeg anerkender nærværet af din tjenende kærlighed
 i mennesker af god vilje og i enhver, 
som ønsker at vandre discipelskabets vej.

Må din Helligånds kraft strømme i os 
og lede os til erkendelse af al sandhed og til praktisk tjeneste. 
Må dit menneskeblevne Ord, Jesus Kristus, 
inspirere os til tjenende kærlighed som medarbejdere for Guds Rige. 

Må jeg finde min plads i din ene gerning
 til jordens og menneskehedens forløsning
- med et ydmygt sind, i renhed, sandhed og kærlighed.
***

Discipelbønnen udtrykker IMLs vision:

• Vi ønsker at vandre discipelskabets vej sammen med Mesteren Jesus Kristus.

• Vi ønsker at formidle Guds helende og genoprettende lys i tjenende kærlighed til vore medmennesker og medskabninger.

• Vi ønsker at vandre sammen med mennesker af god vilje og dele vores erfaringer af Guds kærlighed i Mesteren.

Bottom