Kinesere lærte om danske handicapforhold

En kinesisk delegation besøgte bl.a. TV Glad, McDonald’s og en familie med et handicappet barn, da de var på studietur i Danmark. 

Hvad kan Kina lære af den måde, som Danmark behandler og værdsætter handicappede mennesker på? Det var temaet for den studietur, som en kinesisk delegation var på i Danmark. Areopagos havde planlagt nogle travle og inspirerende dage for de kinesiske gæster.

Delegationen, syv personer, arbejder alle med handicappede i millionbyen Nanjing, nogle hos KFUM&K og handicaphjemmet Home of Grace, som Areopagos samarbejder med. Andre er højtstående politiske ledere inden for handicapområdet.    
  ”Vi kommer hertil for at få nye idéer med hjem til en kinesisk kontekst. Nogle kan vi bruge, andre vil ikke fungere i Kina, men det er rigtig interessant at få input til, hvordan man arbejder med handicappede mennesker og giver dem en meningsfyldt hverdag,” sagde Robert Ma, som er projektleder hos KFUM&K i Nanjing.
  Han fortalte, at Danmark gennem mange år har haft mere fokus på at give handicappede et godt liv, end Kina har.
  ”Det er først i de senere år, at den kinesiske regering har sat fokus på det emne. Der foregår diskrimination af handicappede i Kina, så det er godt, at regeringen nu har fået øjnene op for, at det er et problem, vi er nødt til at gøre noget ved”.

Besøg hos TV Glad
Kineserne tilbragte 4 dage i København, Odense og Skanderborg, og det korte besøg bød på et intensivt og varieret program. Blandt andet besøgte de den danske tv-station TV Glad, hvor alle medarbejdere – lige fra teknikere til journalister og kamerafolk - er handicappede.
  Det besøg gjorde et stort indtryk på Robert Ma.
”Det var en øjenåbner. Det var spændende at opleve, hvordan de handicappede laver programmer og arbejder som almindelige journalister. Den slags har vi ikke i Kina, og det er også umuligt at kopiere, men det var fascinerende at se, hvordan man kan øge handicappede menneskers livskvalitet,” sagde han.
  Da de besøgte TV Glad, lavede journalisterne også et langt tv-interview med den kinesiske chef for Handicapforbundet.
  ”De interviewede ham i næsten en time, så det var en spændende oplevelse at få med,” siger Robert Ma.

Handicappede hos McDonald’s
Også besøget hos McDonald’s gjorde indtryk på de udenlandske gæster. Her fortalte lederen på Frederiksberg om familierestaurantens politik med at ansætte handicappede medarbejdere. Restauranten har ansat tre psykisk handicappede, som alle arbejder nogle timer dagligt. De får en ansættelseskontrakt og normal løn, som staten og McDonald’s deles om at betale.
  ”Det var interessant at høre om den danske model.  Jeg kunne godt lide, at det i høj grad handler om, at virksomheder frivilligt ansætter handicappede. I Kina har vi en lov, der siger, at virksomheder skal ansætte 1,5 procent handicappede medarbejdere, ellers skal de betale en bøde til staten. Men langt de fleste virksomheder vælger desværre at betale bøden i stedet for at ansætte handicappede,” fortalte Robert Ma.
  ”Jeg var også glad for at høre, hvordan McDonald’s har fokus på, at det vigtigste er, at de handicappede trives i deres job. Kunderne reagerer meget positivt på de handicappede medarbejdere. Det er gode erfaringer at tage med hjem og fortælle videre.”

Den kinesiske delegation besøgte også en specialskole for handicappede børn, et bosted, Socialstyrelsen og en familie, som har en datter med Downs Syndrom. Og selvom det var et tætpresset program, så nåede de også at stifte bekendtskab med dansk smørrebrød, Havfruen, shopping og et julepyntet Tivoli, inden de igen satte sig i flyet mod Kina. 

Bottom