Den Lyttende Kirke

I 2015 blev Den Lyttende Kirke - takket være en anonym gave - en del af Areopagos' arbejde de kommende tre år

I starten af 2015 fik I Mesterens Lys en anonym, øremærket gave fra en person, som ønskede at støtte Den Lyttende Kirkes arbejde. Gaven var så stor, at der blev mulighed for at ansætte Den Lyttende Kirkes daglige leder, Bente Lundbak Pihl, i en halv projektstilling i de kommende tre år. 

Så i løbet af det seneste år har Den Lyttende Kirke været en integreret del af Areopagos' arbejde, og Bente Lundbak Pihl har haft sin jævnlige gang på kontoret på Frederiksberg. Det glæder Areopagos' landsleder Lars Mollerup-Degn sig over:
  "Hvis man ikke er i stand til at lytte, kan man heller ikke føre en betydningsfuld dialog. Derfor hører Den Lyttende Kirke tæt sammen med en dialogorganisation som Areopagos," siger han. 

Men hvad er det så for noget - Den Lyttende Kirke? 
Kort fortalt så sætter Den Lyttende Kirke fokus på lytning. Hvordan lytter vi? Hvorfor er det så vigtigt at lytte? Og hvordan kan man blive en bedre lytter?

Den Lyttende kirke oplever, at Gud ønsker at styrke det enkelte menneske, styrke familierne, styrke parforhold og styrke kirken. Det sker blandt andet, når vi bliver gode lyttere. Og når vi finder en sund balance mellem at lytte til andre, lytte til os selv og lytte til Gud.

Den Lyttende Kirke holder kurser, primært i Københavnsområdet, men kommer også gerne rundt i landet. De tilbyder også at lytte til mennesker på forskellige steder og til forskellige tider. På kurserne veksles der mellem at lytte til sig selv i Guds nærvær, at lytte til andre og at lytte til Gud.

Du kan læse mere om Den Lyttende Kirke her. 

Bottom