Tryghed midt i regnen i Hong Kong

På trods af de store problemer, som Hong Kong har været - og er - ramt af, oplever Areopagos' volontør Rebekka Linde en følelse af tryghed

”Gud, tak, at vi kan sidde her i regnvejr uden at blive våde.”

Sådan bad Stefan i morges, da vi sad på vores terrasse og bad sammen i regn- og tordenvejr. Dér sad vi, varme og tørre, pakket ind i tæpper og i læ af halvtaget, mens det stod ned i stænger over Sha Tin. Og den bøn, synes jeg, er ret passende. Både for netop denne morgen, men også for hele vores ophold her.

Det seneste halve år, den tid vi har boet på Tao Fong Shan, er Hong Kong blevet udsat for noget af et regnvejr. Den første tid herskede den frygt, vrede, håbløshed og magtesløshed, som hongkongere følte overfor Kina, og som kom til udtryk ved demonstrationer og voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi.

Herefter fulgte splittelse - mellem venner, i familier, i kirker. For er du ”blue” eller ”yellow”? Sympatiserer du med politiet eller demonstranterne?

Og som vi begyndte at kunne forestille os en hverdag, som lignede det, vi havde forestillet os; en hverdag uden ugentlige demonstrationer og med gæster i huset, da brød coronavirusset ud. COVID-19 har gjort, at hongkongernes hverdag endnu engang er præget af frygt og synes uden håb.

Det ses tydeligt i gadebilledet; alle har masker på, restauranterne er halvtomme, supermarkederne er rippet for håndsprit og masker, ja selv ris og toiletpapir.

Selvom antallet af smittede stadig er relativt lavt, og ingen hongkongere er døde af virusset, er Hong Kong bange. De husker SARS, som i 2003 kostede 299 hongkongere livet. De har gennemlevet det hele en gang før, og derfor er de også særligt forsigtige.

For os i Ascension House betyder det, at her er rigtig stille for tiden. Vi har fået besked på ikke at tage imod gæster hele februar, og al arbejde på bjerget er suspenderet.

Det vækker naturligvis en masse forskellige følelser hos os. For hvad er meningen med at være her, når vi hverken er en del af et klosterlignende, bedende fællesskab eller deler liv med rejsende? Hvor er retfærdigheden i, at Hong Kong skal udsættes for så meget? Skal det føles som karantæne, eller er det okay, hvis det mest af alt føles som ferie? Og hvorfor har Gud overhovedet sendt os hertil?

Men som jeg sidder og nyder udsigten over Sha Tin fra Ascension Houses’ terrasse, bliver jeg også fyldt af taknemmelighed. For jeg føler mig tryg. Og det har jeg gjort al den tid, jeg har boet på dette bjerg.

Jeg har ikke skulle frygte for min fremtid, min sikkerhed eller mit helbred. Midt i alt det uvejr Hong Kong gennemgår, oplever jeg, at Gud holder hånden over os. Hong Kong er i krise, og vi kan sidde midt i regnvejret uden at blive våde.

/Rebekka Linde

Her kan du læse en mere generel artikel omkring ændringerne for vores volontører i Hong Kong og Kina.

Bottom