Syngeskåle og gudsnærvær

Kan man bruge syngeskåle til kristen bøn? Areopagos' volontør i Hong Kong har interessante tanker omkring syngeskåle, kirkeklokker og gudsnærvær

Tao Fong Shan og i Ascension House har vi en daglig rytme af tidebønner, som følger samme fremgangsmåde hver dag. Morgen, middag og aften beder vi, og vi inviterer vores gæster med, så de kan få et lille indblik i og en erfaring af vores liv og hverdag her på bjerget.

Hver tidebøn starter og slutter med klokkeringning, men da vi ikke har automatiserede kirkeklokker, som vi er vant til det derhjemme, så bruger vi små syngeskåle til at ringe de tre gange tre slag.

Jeg er blevet fortalt, at syngeskålen symboliserer uendeligheden. Dels fordi den potentielt kan synge evigt, hvis man lader køllen cirkle rundt om den øverste yderside af skålen, og dels fordi tonen, der frembringes, når skålen slås an, langsomt toner ud. Øvelsen er så at meditere over, hvornår tonen egentlig forsvinder – for gør den overhovedet det? Den klinger i hvert fald længere, end mine ører kan opfatte, og skålen vibrerer i overensstemmelse med fysikkens love altid – ligesom resten af verden. Denne praksis har sat mine tanker i gang i forhold til hvad gudsnærvær indebærer.

Jeg er vokset op med kirkeklokkernes ringen i baggrunden og har været vant til at høre dem om morgenen, når de ringer solen op, til bryllupper og begravelser, søndag formiddag og hver aften, når de ringer solen ned. Metal, der i religiøse sammenhænge bliver slået an, er altså ganske naturligt for mig som dansker. Men dette til trods, har jeg oplevet, at netop syngeskålen har været objekt for stor diskussion i visse kirkelige miljøer, fordi syngeskålen bringer mindelser om buddhistisk meditationspraksis, chakrahealing og anden mystisk religiøsitet fra Østen. "Kan en syngeskål bruges som indledning af en kristen andagt eller gudstjeneste?" er der blevet spurgt.

Det er interessant, hvor stor diskussion en lille metalskål kan sætte i gang –– især når modstanderne af syngeskåle sjældent har noget imod store europæiske metalklokker.

For mig har brugen af syngeskålen udvidet min forståelse og oplevelse af kirkeklokkerne derhjemme. Det at få kirkeklokken i hånden og selv at slå den an, har gjort den forholdsvis fjerne hverdagslyds betydning håndgribelig. Den buddhistiske tanke (der sandsynligvis også kan findes i kirkeklokkernes teologi) i forhold til klokkeklangens symbolik er enormt givende og meningsfuld tolket ind i en kristen sammenhæng. Efter at have slået tonen an for andagten i mange måneder er jeg blevet mere og mere opmærksom på, hvad skålens klang kan betyde. Dens anslag og klang står nu som et helt lille teologisk værk for mig.

Først og fremmest maner lyden af syngeskålen til nærvær. Lyden af metallet, der sættes i vibration, fungerer som en god knage, jeg kan hænge min opmærksomhed på. Når jeg står for andagten, kan jeg fokusere på slaget mod skålens kant, at tonen hverken bliver for skinger eller for sløv, og sommetider kan jeg hengive mig helt til bønnen, der kobler sig på slagene: "I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". Jeg mærker vibrationerne i hånden og lytter til tonerne, der langsomt klinger af.

At anslaget på skålen symboliserer evigheden passer rigtig godt med kristendommens fortælling om Guds nedslag i historien, hvor Jesus fra evigheden trådte ned i timeligheden og blev menneske. Evighedens indtog i verden i Jesus Kristus var som et slag på en klokke. Hele verden vibrerede, og mennesker og engle priste Gud, idet en ny tid blev indvarslet. Klokken klingede langsomt af, men det første slag var endegyldigt blevet slået – der blev slået hul på vores timelighed.

Jesus var dog kun på jorden en kort tid, og selv påskemorgens genklang kan synes langt væk. På trods af oplevelsen af gudsfravær sker det en gang imellem, at Gud synes ekstra nær. Klokken synes at være blevet slået an på ny. Guds nærvær fylder hele kroppen, sindet og ånden med fred og fryd, og intet giver mere mening end at vende sig i taknemmelighed mod Gud, der giver sig selv. Men oplevelserne falder i baggrunden, og hverdagslivet kommer igen med alle sine krav og fordringer.

Denne vekselvirkning mellem nærvær og fravær er imidlertid kun tilsyneladende. For Gud er altid nærværende i hele verdens vibrerende liv, hvor han virker som en dybereliggende grundtone af liv og glæde. Det ses i naturen – i mødet med vores næste, hvor gudbilledligheden vidner om en kærlig og god skaber. Guds evighed træder konstant ind i vores timelige nu – måske kan vi ikke høre eller se den, men vi kan vide os sikre på, at den er her.

Jeg har tidligere tænkt på Guds nærvær i to forskellige grøfter.

I den ene grøft er Guds nærvær en følelse eller en oplevelse, som man tigger og beder om med en masse ord, men som kun sjældent finder sted. I den anden har jeg insisteret på Guds evige nærvær overalt i verden, som det (teologisk set) ikke gav mening hele tiden at jage, fordi det jo blot handlede om, at jeg selv skulle være til stede.

Disse to grøfter ser jeg som henholdsvis erfaringsbaseret og teologisk, men denne opdeling har kun skuffet mig, for den er for skarp. Dyrker jeg den ene frem for den anden, resulterer det i, at jeg reducerer mit liv og Gud. Hvis jeg derimod lader den teologiske viden om Guds evige nærvær tale til mig, når Gud synes langt væk, uden at ignorere at jeg også nogle gange får lov at opleve Gud i mit hjerte og i min krop, så kan teologien opmuntre mig, og der kan være plads til min erfaring.

Det er brugen af syngeskålen, der har fået mig til at overveje, om ikke de to kan kombineres. Gud er altid til stede som vibrationerne i universet og klinger med i vore liv – både når det går godt, og når det går skidt, når vi kan mærke det, og når Gud synes fraværende. Det kan ofte føles, som om Gud er langt borte – ligesom syngeskålen heller ikke synger særlig ofte eller længe ad gangen. Men oplevelsen af, at Gud kommer nær på en særlig måde, er noget de fleste religiøse mennesker har oplevet gennem alle tider.

Syngeskålen slås an, hjertet bliver stemt på en særlig måde, og hele rummet synes at give Ånden plads til at bevæge sig frit. Ånden har selvfølgelig hele tiden været der, for Gud er overalt, men nogle gange er han tilstedeværende på en ekstraordinær måde, som vi kan have svært ved at sætte ord på, men som får os til ofte at bede om at Gud må komme med sit nærvær. Jeg har ikke helt fundet frem til, hvordan man kan formulere en bøn, der ikke uforvarende kommer til at beskrive Gud som en oftest fraværende Gud, og som samtidig formår at udtrykke længsel efter den særlige følelse af fred, glæde og mening, som oplevelsen af Gud bringer med sig, men jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke fortaber os i én af grøfterne, men prøver at forene teologien og erfaringen, så vi kan tale mere sandt, når vi beder, og når vi søger Gud.

Indtil jeg finder en bøn, der kan rumme den virkelighed, jeg oplever, og det gudsbillede, jeg har, hjælper syngeskålen mig, idet den giver lyd til det, jeg ikke selv kan sætte ord på.

Bottom