Stræb efter det gode

Areopagos' volontører i Hong Kong møder masser af nye mennesker hele tiden, og det sætter tanker i gang i forhold til overbærenhed og forståelse

孔子說:「看見賢人,便應該想向他看齊;看見不賢的人,便應該自己反省。」

“When​ ​you​ ​meet​ ​someone​ ​better​ ​than​ ​yourself,​ ​you​ ​turn​ ​your​ ​thoughts​ ​to becoming​ ​his​ ​equal.​ ​When​ ​you​ ​meet​ ​someone​ ​not​ ​as​ ​good​ ​as​ ​you​ ​are,​ ​look within​ ​and​ ​survey​ ​your​ ​own​ ​self.”

(fra​ ​analekterne​ ​kapitel​ ​4,17.​ ​Oversat​ ​i​ ​Yu​ ​Dan​ ​2009​ ​“​Confucius​ ​from​ ​the​ ​Heart​”​ ​side​ ​47)

***

Livet​ ​i​ ​Ascension​ ​House​ ​er​ ​et​ ​simpelt​ ​liv.​ ​Både​ ​min​ ​kone,​ ​Karen,​ ​og​ ​jeg​ ​kommer​ ​fra et​ ​travlt​ ​akademisk​ ​liv​ ​med​ ​fuldtidsstudier​ ​og​ ​minimum​ ​ét​ ​studiejob​ ​ved​ ​siden​ ​af​ ​en række​ ​andre​ ​aktiviteter.​ ​Som​ ​så​ ​mange​ ​andre​ ​unge levede​ ​vi​ ​et​ ​liv​ ​med​ ​fart​ ​over feltet.

Ironisk​ ​nok​ ​har​ ​vores​ ​flyt​ ​fra​ ​den​ ​lille​ ​storby​ ​København​ ​til​ ​storkosmopolen​ ​Hong Kong​ ​betydet​ ​en​ ​halvering​ ​af​ ​tempoet​ ​–​ ​hvis​ ​ikke​ ​mere.
Nok​ ​er​ ​vores​ ​arbejdsdag​ ​her​ ​i​ ​Ascension​ ​House​ ​længere​ ​(fra​ ​morgen​ ​til​ ​midnat), men​ ​arbejdet​ ​er​ ​på​ ​ingen​ ​måde​ ​i​ ​lige​ ​så​ ​høj​ ​hastighed​ ​eller​ ​på​ ​samme​ ​intellektuelle niveau.​ ​

Det​ ​er​ ​helt​ ​klart​ ​små​ ​praktiske​ ​opgaver,​ ​der​ ​udfylder​ ​det​ ​meste​ ​af​ ​den​ ​aktive arbejdstid:​ ​Vi​ ​vasker​ ​sengetøj​ ​og​ ​håndklæder,​ ​reder​ ​op​ ​og​ ​gør​ ​rent,​ ​passer​ ​have​ ​og laver​ ​mad.​ ​Vi​ ​inviterer​ ​vores​ ​gæster​ ​med​ ​på​ ​ture​ ​ud​ ​af​ ​huset,​ ​og​ ​vi​ ​inviterer​ ​dem​ ​med op​ ​på​ ​hemsen​ ​til​ ​morgenbøn,​ ​op​ ​i​ ​Christ​ ​Temple​ ​til​ ​middags-​ ​og​ ​aftenbøn​ ​og​ ​tilbage til​ ​huset​ ​til​ ​aftensmad.​ ​Vores​ ​uge​ ​kører​ ​i​ ​faste​ ​rutiner​ ​med​ ​arbejds-​ ​og​ ​fridage,​ ​men idet​ ​vi​ ​bor​ ​samme​ ​sted,​ ​som​ ​vi​ ​arbejder,​ ​kan​ ​det​ ​være​ ​svært​ ​rigtigt​ ​at​ ​holde​ ​fri.

Vi​ ​har​ ​nemlig​ ​utrolig ​mange​ ​møder​ ​med​ ​mennesker​ ​fra​ ​hele​ ​verden,​ ​der​ ​kommer forbi​ ​for​ ​en​ ​kort​ ​stund​ ​eller​ ​på​ ​længere​ ​ophold.​ ​Det​ ​er​ ​skønt​ ​for​ ​mig,​ ​der​ ​er​ ​ekstrovert af​ ​natur,​ ​men​ ​det​ ​er​ ​også​ ​hårdt​ ​at​ ​give​ ​af​ ​sig​ ​selv​ ​til​ ​så​ ​mange​ ​på​ ​så​ ​kort​ ​tid.​ ​Et​ ​af​ ​de primære​ ​mål​ ​med​ ​opholdet​ ​her​ ​er​ ​nemlig​ ​religions-​ ​og​ ​kulturmøder,​ ​og​ ​de​ ​kan​ ​svært finde​ ​sted,​ ​hvis​ ​ikke​ ​jeg​ ​er​ ​villig​ ​til​ ​at​ ​dele​ ​af​ ​mine​ ​egne,​ ​ofte​ ​meget​ ​personlige,​ ​tanker og​ ​erfaringer.​ ​

Således​ ​er​ ​livet​ ​i​ ​Ascension​ ​House​ ​på​ ​én​ ​gang​ ​enormt​ ​givende​ ​og spændende,​ ​men​ ​samtidig​ ​også​ ​ganske​ ​drænende.​ ​Drænende​ ​dels​ ​på​ ​grund​ ​af arbejdets​ ​og​ ​gæsternes​ ​fremmedhed​ ​og​ ​dels​ ​på​ ​grund​ ​af​ ​de​ ​nye​ ​rammer,​ ​der adskiller​ ​os​ ​fra​ ​den​ ​sociale​ ​kapital,​ ​vi​ ​har​ ​opbygget​ ​hjemme​ ​i​ ​Danmark.​ ​Derhjemme tager​ ​jeg​ ​ud​ ​og​ ​mødes​ ​med​ ​mine​ ​venner,​ ​når​ ​jeg​ ​bliver​ ​træt​ ​og​ ​frustreret.​ ​De​ ​kender mig​ ​godt​ ​og​ ​formår​ ​at​ ​rumme​ ​mig​ ​uden​ ​forklaring.​ ​Men​ ​de​ ​er​ ​ikke​ ​direkte tilgængelige​ ​her.​ ​Det​ ​er​ ​derimod​ ​vores​ ​gæster,​ ​hvoraf​ ​langt​ ​størstedelen​ ​ikke​ ​kender os​ ​og​ ​måske​ ​møder​ ​os​ ​med​ ​forventninger,​ ​som​ ​vi​ ​ikke​ ​kender​ ​til,​ ​eller​ ​som​ ​er kulturelt​ ​fremmede​ ​for​ ​os.​ ​

Vores​ ​rødder​ ​har​ ​vi​ ​trukket​ ​op​ ​og​ ​taget​ ​med​ ​os,​ ​så​ ​vi​ ​står allerede​ ​i​ ​en​ ​sårbar​ ​situation​ ​og​ ​er​ ​under​ ​pres​ ​før​ ​arbejdet​ ​begynder​ ​og​ ​kan​ ​ikke forvente​ ​umiddelbart​ ​at​ ​blive​ ​forstået​ ​af​ ​vores​ ​gæster.​ ​Det​ ​giver​ ​selvsagt​ ​en​ ​masse små​ ​og​ ​store​ ​problemer.​ ​Især​ ​fordi​ ​de​ ​små​ ​ting​ ​undertiden​ ​kommer​ ​til​ ​at​ ​fylde​ ​det hele​ ​for​ ​mig.​ ​I​ ​særdeleshed​ ​hvis​ ​de​ ​store​ ​ting​ ​har​ ​presset​ ​på​ ​i​ ​lang​ ​tid​ ​uden​ ​at​ ​blive adresseret.​ ​En​ ​af​ ​de​ ​fristelser,​ ​jeg​ ​oftest​ ​udsættes​ ​for,​ ​er​ ​i​ ​sådanne​ ​tilfælde​ ​at fokusere​ ​på​ ​mine​ ​medmenneskers​ ​småfejl​ ​for​ ​således​ ​at​ ​fjerne​ ​fokus​ ​fra​ ​det​ ​i​ ​mit indre,​ ​som​ ​er​ ​den​ ​egentlige​ ​rod​ ​til​ ​problemet,​ ​der​ ​sandsynligvis​ ​primært​ ​er​ ​mit​ ​eget. Det​ ​er​ ​vist​ ​meget​ ​menneskeligt​ ​–​ ​men​ ​enormt​ ​frustrerende!

Jeg​ ​læser​ ​for​ ​tiden​ ​en​ ​bog​ ​af​ ​Yu​ ​Dan.​ ​Bogen​ ​hedder​ ​“Confucius​ ​from​ ​the​ ​Heart”​ ​og handler​ ​om​ ​den​ ​store​ ​kinesiske​ ​filosof​ ​og​ ​samfundstænker​ ​Konfucius​ ​(d.​ ​479​ ​f.Kr.). Hans​ ​hovedværk​ ​er​ ​en​ ​samling​ ​af​ ​forelæsninger,​ ​som​ ​hans​ ​elever​ ​har​ ​nedskrevet​ ​og redigeret​ ​–​ ​de​ ​såkaldte​ ​analekter.​ ​Et​ ​af​ ​de​ ​visdomsord,​ ​der​ ​særligt​ ​taler​ ​til​ ​mig​ ​for tiden,​ ​er​ ​det​ ​ovenstående​ ​citat​ ​fra​ ​kapitel​ ​fire.​ ​Jeg​ ​møder​ ​hver​ ​eneste​ ​dag mennesker,​ ​der​ ​er​ ​både​ ​bedre​ ​og​ ​dårligere​ ​end​ ​mig​ ​til​ ​en​ ​række​ ​ting,​ ​og​ ​disse møder​ ​kan​ ​resultere​ ​i​ ​en​ ​række​ ​forskellige​ ​udfald​ ​–​ ​enten​ ​med​ ​overbærenhed​ ​og forståelse​ ​eller​ ​med​ ​frustration​ ​og​ ​vrissen.​

​Jeg​ ​håber,​ ​at​ ​jeg​ ​de​ ​fleste​ ​dage​ ​formår​ ​at have​ ​en​ ​overvægt​ ​af​ ​overbærenhed​ ​og​ ​forståelse,​ ​men​ ​kan​ ​desværre​ ​ikke​ ​sige​ ​mig fri​ ​for​ ​dømmesyge​ ​og​ ​barnlig​ ​selvoptagethed,​ ​når​ ​jeg​ ​sammenligner​ ​mine stærkeste​ ​sider​ ​med​ ​mine​ ​medmenneskers​ ​svagere.​

​Konfucius’​ ​sætning​ ​er​ ​nemlig ikke​ ​bare​ ​vejledning​ ​til​ ​mennesker,​ ​men​ ​samtidig​ ​en​ ​diagnose​ ​af​ ​et almentmenneskeligt​ ​problem:​ ​Det​ ​er​ ​uendeligt​ ​meget​ ​lettere​ ​at​ ​fokusere​ ​udaf​ ​på andres​ ​bidrag​ ​til​ ​konflikter,​ ​men​ ​uendeligt​ ​meget​ ​mere​ ​frugtbart​ ​først​ ​at​ ​gå​ ​i​ ​sig​ ​selv​ ​i bøn​ ​til​ ​Gud​ ​om​ ​visdom​ ​og​ ​klarsyn​ ​og​ ​overveje,​ ​om​ ​frustrationen​ ​og​ ​vreden​ ​måske kunne​ ​være​ ​malplaceret,​ ​førend​ ​konklusionen​ ​om​ ​andre​ ​menneskers​ ​uduelighed cementeres.​

​Konfucius’​ ​visdomsord​ ​og​ ​Jesu​ ​bud​ ​om​ ​ikke​ ​at​ ​dømme​ ​andre​ ​(Matt​ ​7,1) er​ ​egentlig​ ​to​ ​sider​ ​af​ ​samme​ ​sag,​ ​nemlig​ ​menneskets​ ​tilbøjelighed​ ​til​ ​at​ ​se​ ​væk​ ​fra sig​ ​selv,​ ​når​ ​der​ ​bør​ ​ses​ ​indad,​ ​og​ ​menneskets​ ​tilbøjelighed​ ​til​ ​at​ ​se​ ​indad,​ ​når​ ​der bør​ ​ses​ ​ud​ ​og​ ​op.

Livet​ ​i​ ​Ascension​ ​House​ ​​er​​ ​meget​ ​simpelt​ ​–​ ​men​ ​de​ ​grundlæggende​ ​problemer​ ​i​ ​mit liv​ ​forsvinder​ ​desværre​ ​ikke​ ​på​ ​trods​ ​af,​ ​at​ ​jeg​ ​har​ ​byttet​ ​mit​ ​travle​ ​liv​ ​ud​ ​med religionsdialog,​ ​tøjvask​ ​og​ ​masser​ ​af​ ​tid​ ​for​ ​en​ ​stund.​ ​Til​ ​mit​ ​held​ ​er​ ​jeg​ ​omgivet​ ​af visdom​ ​i​ ​form​ ​af​ ​side-​ ​og​ ​overordnede​ ​kollegaer​ ​og​ ​et​ ​væld​ ​af​ ​kinesisk,​ ​mellemøstlig og​ ​europæisk​ ​filosofi​ ​og​ ​religion.​ ​Disse​ ​indsigter,​ ​om​ ​så​ ​de​ ​kommer​ ​fra​ ​Konfucius eller​ ​Jesus,​ ​inspirerer​ ​mig​ ​til​ ​i​ ​mødet​ ​med​ ​dygtigere​ ​og​ ​mindre​ ​dygtige​ ​mennesker​ ​at begynde​ ​med​ ​mig​ ​selv​ ​–​ ​og​ ​med​ ​tiden​ ​inspirere​ ​mine​ ​medmennesker​ ​med​ ​mine erfaringer,​ ​når​ ​jeg​ ​formår​ ​at​ ​dele​ ​ud​ ​af​ ​mig​ ​selv​ ​til​ ​andre. 

Bottom