Spændende nyt te-projekt i Kina

Areopagos er blevet engageret i et udviklingsprojekt, som hjælper fattige tebønder med at danne en andelsforening og få bedre levevilkår

I starten af 2018 blev Areopagos involveret i et nyt, stort udviklingsprojekt i det sydlige Yunnan nær grænsen til Laos. Her lever fattige te-bønder fra forskellige minoritetsgrupper af at dyrke te eller plukke den fra de vilde te-træer i skovene.

Mange af tebønderne er analfabeter eller har kun 3-4 års skolegang, og dermed er de lette ofre for grådige mellemhandlere, som opkøber deres te til alt for lave priser og høster fortjenesten. Det skaber stor fattigdom blandt tebønderne, hvilket har konsekvenser for dem selv, deres familier og deres lokalsamfund. 

Derfor går det nye udviklingsprojekt i Yunnan ud på at organisere tebønderne i en andelsforening og give dem uddannelse i gødning, produktion, markedsføring, økologi og fairtrade, så de kan komme til at stå langt stærkere. Sammen kan de lære at producere produkter, der kan give dem en meget bedre indkomst, hvilket også vil have en positiv indvirkning på deres lokalsamfund og på de kommende generationers mulighed for skolegang og uddannelse. 

Projektet er nyt, men det er allerede godt i gang, og Areopagos samarbejder med lokale konsulenter, som har stor erfaring i at opstarte, udvikle og støtte udviklingsprocessen i en andelsforening.

Der er også en arbejdsgruppe, som tager ud til hver enkelt bondefamilie og vurderer deres te. De ser på marken, plukker teen, hører om, hvordan de tørrer den og får fortalt teens historie, for hver te har sin egen historie, og hvert bjerg og hver egn har en unik te. Og det er en vigtig brik i projektet at fastholde det unikke i hver slags te, så man får hele historien med, når man køber en bestemt slags te. Det skaber en eksklusivitet og en historie, som gør teen endnu mere værdifuld. 

Tebønderne bliver vurderet, og de deltager på forskellige workshops, hvor de lærer om hygiejne, produktion og salg, og de bliver klogere på, hvad man forpligter sig på, når man er med i en andelsforening. De lærer også om økologi, for på sigt er det meningen, at man vil udfase kunstgødningen, så det kun bliver økologisk te, man kan købe. 

Det er et stort og vigtigt projekt med mange udgifter. I den forbindelse er det glædeligt, at Kina i 2018 kom med på listen over mulige modtagerlande af dansk udviklingsbistand. 
 I efteråret udarbejdede Areopagos derfor en meget grundig ansøgning om støtte til projektet. Ansøgningen blev godkendt, og det betød, at vi fik et støttebeløb på 1 million kroner til te-projektet.

I tillæg dertil skal Areopagos selv indsamle omkring 50.000 kroner for at kunne gennemføre projektet efter planen. Derfor er der brug for økonomisk støtte fra Areopagos' medlemmer, for tebønderne har virkelig et stort behov for hjælp.

Det kom tydeligt frem ved en af de workshops, som tebønderne deltager i i forbindelse med andelsforeningen. På et tidspunkt rejste en af tebønderne sig op og sagde med lys i øjnene:

  "Jeg er analfabet og har ikke selv mulighed for at forbedre min levestandard, men efter at denne andelsforening er blevet startet, er der håb for mig." 

***

Hvis du bor i Danmark, kan du støtte projektet via MobilePay på 86486. Skriv ”Te” i emnefeltet. Tak for din støtte!

Hvis du bor i Norge, kan du støtte projektet via denne giversiden. Tak for din støtte! 

***

I Danmark vil vi også gerne opfordre dig til at oprette en fastgiveraftale over en selvvalgt periode, da det vil give os mulighed for at planlægge på lidt længere sigt. 

 Her kan du downloade en fastgiveraftale

Husk, at du har mulighed for at få skattefradrag for din gave. Det kræver kun, at du oplyser dit cpr-nummer til os.  

Bottom