I Hong Kong august 2017: Samuel og Karen Skadkær-Munch, Emilie Bagger og Julie Lunøe. (Foto: Ascension House)

Kulturchok og kærlige grin i Hong Kong

De nye Areopagos-volontører i Ascension House på Tao Fong Shan i Hong Kong er godt i gang med arbejdet. Denne gang er det et rent dansk team

Det har været et år med meget udskiftning i gæstehuset Ascension HouseTao Fong Shan i Hong Kong. Det startede ud med Anna Kristiansson (Sverige), Ola Magnus Weisser (Norge) og Felix (Schweiz) hvoraf sidstnævnte var her i en kortere periode af tre måneder. Januar kom Andreas Dahl Jakobsen (Danmark) for en halvårsperiode og Julie Lunøe (Danmark), som overlapper forrige og dette års teams. 

Dette efterår er teamet rent dansk,

og de nye Areopagos-volontører er ægteparret Samuel og Karen Skadkær-Munch og Emilie Bagger. Siden de ankom, er de blevet præsenteret for Tao Fong Shan, Hong Kong, kinesiske religioner og meget mere.

De har været på tempelbesøg, spist dim sum, set Hong Kongs skyline, Victoria Peak og en hel del af det lokale Hong Kong. Tilmed har de været med til deres allerførste Taizé retræte-weekend, hvor huset var fuldt af gæster, der kom for at bede sammen, leve sammen og lære sammen. Retræten var planlagt af Tao Fong Shan Christian Center og udføres i samarbejde med Ascension House, der bidrog med kost og logi, samt deltagelse i hele programmet. En weekend med huset fuldt af lokale er en ideel måde hurtigt at komme til at forstå, hvilket land det er, man er flyttet til. 

Der er mange kontraster mellem Danmark og Hong Kong,

og det er utrolig spændende at erfare. Man tager det lidt i bidder og kommer ind i en dybere og dybere forståelse af den nye kultur i takt med, at man falder til, integrerer sig og til sidst føler sig hjemme. Dog ligger den største oplevelse i det første møde - kulturchokket. Der, hvor man kan finde sig selv i en situation, hvor man pludselig ingenting forstår, fordi man ikke kun taler forskellige sprog på helt bogstavelig vis, men også i selve grundforståelsen af kommunikation, samarbejde, humor osv.

På mange måder kan man sige at en Taizé-retræte-weekend som denne, hvor man, for første gang, skal både leve og arbejde sammen med folk fra en helt anden kultur, kan føles som et chok - men på den gode måde. Én weekend fyldt med forbavselse, pudsige sammenstød og kærlige grin. Med sådan en oplevelse i bagagen har man allerede taget de første skridt på vej til en større forståelse og er derfor kommet godt fra start.

Nu skal Hong Kong bare udforskes endnu mere, og Ascension House skal danne ramme for de drømme og visioner, det nye team har med sig. Med optimisme og stor forventning siger volontørerne velkommen til et nyt år!

Anbefalede artikler

Danske volontører i Hong Kong har skudt et nyt, spændende projekt i gang. Det handler om kaffe!

Spisebordet er hjertet af Ascension House i Hong Kong, hvor unge volontører fra Areopagos byder gæster fra hele verden velkommen

Bottom