Jul i Hong Kong

Julestemningen udeblev, men det blev alligevel jul i tanke og sind hos Areopagos' volontører på Tao Fong Shan

Som volontør i Ascension House for et år - fra sommer til sommer - er juleaften noget, der bliver fejret væk fra familien og alle de traditioner, man er vokset op med.

Som volontør synes jeg selv, at det har været svært at være i udlandet til jul. Ikke at jeg har været fyldt med en masse hjemve, fordi julen sniger sig ind ad alle sprækker og minder mig om familiens varme skød. Tværtimod. Julen er nærmest udeblevet i år. Jeg er ikke rigtigt kommet i julestemning. Adventstiden er bare fløjet forbi, uden at den har drysset lidt juleglimmer ned hos mig.

I Danmark er jeg gerne én af dem, der kommer i julestemning, så snart det bliver første søndag i advent (hvis ikke før). Adventstiden op til jul har altid været forholdsvis nem for mig at huske på i Danmark. Det er koldt og mørkt. Dagene er blevet korte, og alle længes efter lyset. Advent og julen er en god måde at bringe lys ind i vinterhalvåret. Først og fremmest ligger vintersolhverv og juleaften tæt, hvilket vil sige, at efter juleaften begynder dagene så småt at blive lysere. For det andet er lys i form af stearinlys og lyskæder en stor del af fejringen i denne tid.

Jul og advent er en tid for mig, hvor man lukker lyset og varmen ind. Det er en tid til refleksion og tilbagetrækning. Adventstiden er en tid, hvor man ser frem mod lysets komme.

Julen er et brud på vinterens mørke greb
At være i Hong Kong er lidt en anden sag. I skrivende øjeblik sidder jeg udenfor i solskin og skriver denne artikel. Bevares, jeg har da lange bukser på, men udover det har jeg en top og sandaler på. Der er blomster, der er sprunget ud, som står farverigt og stråler. Der er masser af lys, sol og stadig forholdsvis varmt. Det er skønt! Men det gør også, at jeg lidt glemmer den tid, vi er i.

Jeg har aldrig tænkt over, hvor stor effekt mørket har på mig i juletiden. Det har bare altid været sådan. En fast rytme. Mørket fylder mere og mere. Dagene bliver kortere og kortere. Og så kommer advent og jul, hvor lyset tændes, familien mødes. Efterfølgende bliver mørket mindre og mindre. Dagene længere og længere. Men når lyset og mørket ikke længere er med til at danne rammen for advent og jul, så er det for mig svært at mærke, at jeg går juletiden i møde.

Dagene var da blevet kortere, men ikke meget. Det var blevet mørkere, men ikke mærkbart. Og pludselig gik det op for mig, at der var under en uge til jul.

Denne oplevelse gør, at jeg husker på, hvor stor indflydelse naturens rytme har på mig. Hvor vant jeg er til den skandinaviske rytme med kulde og varm, lys og mørke.

"

“Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”

"

På trods af manglende julestemning er julen, heldigvis, ikke bundet til årstid eller nogen geografisk destination, men er for hele folket – også dem, der har solskin og nyudsprungne blomster. Men det er jo helt klart, at vi i Norden knytter kirkeåret op på naturen og lader Guds skaberværk understrege og forkynde Kristi gerning for os. Julestemningen spreder sig, idet vi møder det genkendelige i naturens rytme og i de traditioner, vi forbinder med julen. Men med en anden rytme udenom os ændres også rytmen indeni os, og traditioner, som falder os naturligt i visse rammer, glemmes i andre.

Heldigvis bliver det jul alligevel, på trods af manglende julepynt og knas, for julen er større end de traditionelle juleforberedelser. Som præsten i Den Danske Sømandskirke sagde til prædiken juleaften: “Julen er præget af traditioner, men den er heldigvis ikke afhængig af dem”. 

Og hvor er vi da heldige, at uanset hvor meget vi gør eller ikke gør i forbindelse med julen, er Messias’ komme, Guds inkarnation, stadig en gave til os. Vi kan læne os tilbage og tage imod, uanset hvor lidt eller meget vi fik nået denne jul. Jesu fødsel er en gave givet uden forventning til, hvor mange gange jeg går rundt om juletræet i år.

Bottom