"En stor velsignelse at være med"

I den første weekend i februar var I Mesterens Lys igen med på den årlige Krop-Sind-Ånd-messe i Brøndbyhallen, og det blev en rigtig god weekend med mange dybe samtaler

Missionspræst Torsten Borbye Nielsen fortæller om messen:

"Krop-Sind-Ånd messen er Danmarks største helsemesse, og der var denne gang godt 9000 besøgende. I Mesterens Lys var i alt 35 medarbejdere på standen i løbet af weekenden, og vi oplevede igen stor åbenhed og rigtig mange gode samtaler og bønner med mennesker. Det er fantastisk at opleve, hvordan folk kommer til standen og deler meget personlige og dybe ting, og det er en stor velsignelse at få lov til at være med i det, som Gud gør. Mange blev tydeligt berørt og gav udtryk for stor taknemmelighed efter bønnen.

Én udtrykte med stor glæde, at hun under en bøn om heling af hjertet havde oplevet det som at stå under et vandfald. Hun havde ondt i lænden, og det bad vi for, og bagefter fortalte hun, at det var godt i lænden.

Flere af de fysiske lidelser, vi bad for, forsvandt eller blev meget bedre. En af de andre standholdere, som havde arbejdet med massage i nogle år, havde måttet skifte arbejde, da hun havde fået gigt, der medførte store smerter og stivhed i begge håndled. Under bønnen mærkede hun, at det summede i området, hvor gigten var, og hun følte, at det gradvis blev bedre, indtil hun til sidst fortalte, at smerterne var væk, og at der kun var lidt ømhed tilbage. Efter yderligere bøn fik hun også fuld bevægelse i håndleddene, og det takkede vi Jesus for. Hendes respons var et overrasket smil og ordene: ”Det har jeg godt nok aldrig prøvet før!”

En ung mand, Christian, som var med som forbeder for anden gang, fortæller her noget af det, han oplevede: ”Efter at have stået på standen og bedt for folk, gik jeg og en anden forbeder rundt på messen for at få et indtryk af de andre stande. Da vi var nået hele vejen rundt, blev jeg stoppet af en kvinde, der genkendte mig fra en helt anden sammenhæng, fra et halvt års tid tidligere. Hun blev netop i går mindet om vores møde, da hun læste en reference derfra.

Hun stod på en stand og solgte produkter, og jeg fortalte, at jeg var med I Mesterens Lys for at bede for folk. Hun fortalte videre, at hun netop havde betalt for en seance på en stand og der set et tydeligt farvet symbol for sit indre blik. Præcis det symbol fandt hun som smykke på Folkekirkens stand og købte det med det samme. Jeg inviterede hende over til IML-standen, hvis hun var interesseret i forbøn, men da hun ikke kunne forlade sin stand, tilbød jeg, at vi sagtens kunne bede for hende her. Det ville hun meget gerne tage imod, da hun havde stærke smerter i højre knæ. Da vi bad, gik smerterne fra 10 til 5 (på en skala fra 0 til 10), og vi bad igen, og de blev endnu mindre. Vi bad også for hendes stand og familie, og hun var meget glad, da vi gik derfra.”

En del af dem, som fik forbøn, ønskede at åbne deres hjerte for Jesus og invitere ham i deres liv - det var meget opmuntrende!

Vi havde i alt kontakt med omkring 430 mennesker på standen og ved vore to workshops, og vi bad for mange af de andre standholdere. Det er dejligt at erfare, at mange kommer tilbage år efter år for at besøge vores stand. Som en pige sagde, der fortalte, at hun kommer hvert år for at få forbøn: "Det er altid dejligt at blive bedt for, man skal ikke undervurdere det!"

Helingskoncert efter messen
Tirsdagen efter messen holdt I Mesterens Lys en Helingskoncert med Trio con Spirito i Bethlehemskirken, og her dukkede omkring 50 personer op, heraf mange som havde hørt om det på messen.

Ca. 25 personer skrev sig på messen op til at få I Mesterens Lys’ nyhedsbrev samt invitationer til Stilleretræter og fællesskabsarrangementer. På den efterfølgende søndag dukkede der allerede nogle nye op til en såkaldt Fællesskabssøndag, og seks nye har meldt sig til en kommende Stilleretræte.

"Tak til Gud for endnu en rigtig god messe og for alle de åbne mennesker, som vi fik lov til at møde. Og tak til alle jer, som har bedt for os på messen," siger Torsten Borbye Nielsen. 

Bottom