En dramatisk vandretur i Hong Kong

Hong Kong-volontør Anne Gonge var på en dramatisk vandretur, som gav tankestof i forhold til livets vandring

Jeg havde endelig kombinationen af en fridag, energi og lyst til at bevæge mig ud på en alene-hike igen. Jeg ville bare dub-dub-dub følge Google Maps’ stiplede linjer, når jeg ikke kendte ruten længere. Det har jeg gjort så mange gange før.

Men hold da op.

Efter 1,5 times fin sti skulle jeg til at benytte den navigationsapp, jeg ville sætte al min lid til. Jeg syntes da godt nok, det var en meget smal, lidt tilgroet, halvsuspekt trappeopgang. Men min stædighed (og fordi jeg ikke bryder mig om at skulle vende om og gå omveje) fik mig til at fortsætte, for mon ikke det ville ændre sig længere oppe?

Hvor trappestien endte, fortsatte det bare stødt opad i et fugtigt, glat, helt tæt skovdække. Jeg kunne se på min ‘eminente app’, at min stiplede linje ville nå sammen med en anden efter måske 40 minutters vandring. Måske ville det da blive mere fremkommeligt? Så jeg var forhåbningsfuld.

Men det var virkeligt noget kratværk! Alt var vådt pga. nattens regnskyl, så jeg gled rundt i mine løbesko. Snørebånd gik op et utal af gange, og blod løb nedad mine ben fra rifter skåret af torne og genstridige grene.

Da jeg nåede mit håb, den anden stiplede linje, var der sandelig ingen ændring hverken i terrænet eller stiforholdene. Det var samme ulidelige sang med stejl stigning, rifter, ikke eksisterende sti, væltede træer som et et tons af gange fik mig til at cirkulere forvirret rundt, fordi der var langt mellem de helt afblegede, optrevlede vejviserbånd, der intervalvist var bundet om stammer og strå.

Mange gange måtte jeg gå tilbage til der, hvor jeg sidst havde set en og bare håbe på, at jeg fandt en form for retning videre derfra.

Grene og knoglede hænder af buskads rev og sled i mit hår så meget, at jeg et antal gange, der ikke kan tælles på en normal hånd, genovervejede min drenge-karse-frisure fra børnehaveklassetiden.

Jeg kiggede på min navigationsapp igen. Begyndte at forberede mig på det værste. Sorte skyer havde samlet sig over bjerglandskabet til venstre for mig, som jeg kun havde kighul til, når der få gange var pause i den tætte, tætte lian-jungle.

Først havde min forventning været at nå ned til Lam Tsuen kl 16-stykker. Men jeg havde kæmpet 3 timer nu, og jeg vidste godt, at jeg ikke ville nå derned. Så jeg satte mig en ny forventning, der hed at nå ned før kl 17. Men en halv times bøvl efter var mit ønske bare at nå ned, før det blev mørkt.

Jeg gik i survival-mode. Fumlede min ekstra t-shirt op af tasken og satte den fast i mine shorts, så den kunne beskytte mine forrevne knæ og dermed gøre mig hurtigere.

Jeg var virkelig blevet ligeglad med min først-antagede fantastiske Google Maps. Den havde svigtet mig, og jeg var alene med de latterlige, men alt for vigtige slidte vejviserbånd. Nogle gange var det bundet om det træ, der formentlig i tyfonen, der hærgede for 3-4 måneder siden, var væltet.

Det blev mørkere og mørkere. Jeg begyndte at synge salmer. Du ved. Bare lige for at holde humøret oppe, ik’. Mudderet gjorde det ikke nemmere at bevæge sig. Jeg gled tre gange, så lang som jeg var. Flat down. Godt mine endeballer kunne tage fra! På et tidspunkt tog jeg fat med hele min tyngde i et tyndt træ, som åbenbart var råddent og knækkede promte. Jeg landede heldigt. Eller velsignet.

Efter 4 timer nåede jeg ned til en befriende bred og civiliseret sti. Jeg var igennem. Jeg var nede, før det blev helt mørkt. Jeg fandt en bus med en nynnende chauffør, der ingen anelse havde om mit overlevelseseventyr.

Jeg lænede venstre side af panden mod den kolde, rystende rude på bussen, som tromlede ud i natten. Fordøjede oplevelsen. Takkede min Herre for at minde mig om perspektiver.

Livet med Kristus er en vandring. Nogle gange river og slider livet i dig, til rifterne er indridset religiøst på tværs af senerne i dine ben. Nogle gange glider du så lang, du er, med mudder opad hele langsiden. Nogle gange kaster du dig med al din tyngde i armene på en rådden stamme, som flækker og efterlader dig hjælpeløs og sårbar med snuden nedad. Nogle gange er stien helt tildækket i længere tid, end hvad behageligt er. Nogle gange må din tidshorisont revurderes, og skuffelser bliver hverdagskost.

Jeg satte min lid til det forkerte. Jeg holdt stædigt fast i min stolthed. Ikke noget med at vende om i tide.

Nogle gange er der utroligt langt mellem vejviserbåndene, som til tider er så tynde og ynkelige, at de er så godt som ikke-eksisterende. Men alligevel er det dem, jeg må sætte min lid til. Klynge mig tillidsfuldt til. Stole på, at jeg er på den rette sti, som skal føre til målet. At træde ud på tynd is.

Tålmodighed, humør og optimisme blev dyder. En lektie, en øvelse, konkret på en hike, som gjorde dyderne tydeligt vigtige for mig i livets store navigation.

Bottom