At være på et bjerg, hvor Kristus-vinden blæser

Den voldsomme tyfon i Hong Kong gav både stærke oplevelser og et vidnesbyrd om Kristus-vindens kraft, fortæller volontør Anne Gonge 

Anne Gonge er volontør for Areopagos i Ascension House på det kristne dialog- og retrætecenter Tao Fong Shan i Hong Kong. Her fortæller hun om de første oplevelser som volontør:

***

Jeg er begejstret. Sidder og drikker kaffe og funderer over, hvad jeg skal udvælge af ALT DET, der er sket, til dette, det første nyhedsbrev.

Men det er nu ikke kun derfor, jeg er begejstret. Der er en hel del andre grunde.

Vi er ankommet til Tao Fong Shan, “Bjerget Hvor Kristus-vinden Blæser”. Vi har mødt en masse spændende og vildt søde mennesker. De vil os det så godt her. Og vi vil dem det så godt. Så det er såre godt.

 
Og vi har gjort rent. Meget rent. Ikke at her er meget rent, hehe. Den har også stået på en del udendørs oprydning efter 10T Typhoon Mangkhut, der ramte Hong Kong d. 16. september. For en stor uge siden, da jeg rev stien op til Christ Temple fri for nedfaldne blade (eller nok nærmere af tyfonen nedrevne), blev jeg fortalt, at kokken, der har arbejdet her i 50 år, aldrig har oplevet en tyfon gøre lignende skade på bjerget.

Den søndag, hvor tyfonen hærgede, vågnede jeg ved et brag. Jeg kiggede ud af vinduet og så, at et træ var væltet delvist ned i taget. En konstant susen med jævnlige ekstra stærke stød omklamrede os i det lille, hvide hus på skrænten. Kun afbrudt af 15 minutters stilhed, da øjet passerede vores lokation. Jeg kunne ikke lade være med at hygge mig. Og man kan sige, det gjorde jo hverken til eller fra i vindstyrke, om jeg nød at sidde og nærstudere kinesiske tegn eller ej.

Dagen efter var der en helt speciel stemning. Man kan virkelig tale om stilhed efter stormen. På vej nedad bjerget gik folk og fejede ihærdigt omkring tykke stammer med telefonledninger hæftet fast, som var væltet i hegn. Som myrer, der straks går i gang med at genopbygge, når deres tue bliver saboteret af små skoledrenge. Som flittige myrer. Nogle savede træer, som var væltet hulter til bulter, og der var folk i uniformer, som hjalp til med store beskæringer. Som en anden postapokalyptisk science fiction film. Jeg gik i rapporter-mode og er selv vild med billederne:

Men tyfonen var et vidnesbyrd for mig. En påmindelse om, hvordan Kristus-vinden nogle gange stormer stærkt i ens liv. River buskadser og bærende stolper op, som var det spinkle spillekort i en pyramide-konstruktion. Arbejder med de store bevægelser på omtumlende hurtig tid.

Men hvor var stilheden dagen efter også en desto større påmindelse om, hvordan Herren er at finde i den sagte susen. I stilheden. I det simple. I det uformulerede. I det, som ord ikke kan dække fyldestgørende. Som en hviskende brise blidt kærtegnende ens kind.

Kontrastfyldt.

Bottom