At pakke Gud i kufferten

Man skal huske meget, når man skal være volontør i Hong Kong i et år. Men nogle ting er vigtigere end andre, fortæller en volontør

At bo i Ascension House som volontør er et år som rejsende. Uanset om du skal bo et år i et andet land, eller om du bare skal et smut til Thailand, er begrænsningens kunst vigtig, når kufferten skal pakkes.

Tanker som “Hvad nu hvis jeg får brug for den her jakke? Eller de her par sko? Eller den her trøje? Hvad nu hvis…?” dukker nemt op. Det er bekymringstanker, som for mange mennesker er en del af hverdagen – uanset om man er på rejse eller hjemme. Det er sådanne tanker, reklamer forsøger at plante i vores hjerter, og det giver trang til at købe nyt, selv når vi reelt ikke har behovet. Ikke nok med at vi bekymrer os om, hvorvidt vi får brug for det senere – vi tror også, at det kan gøre os gladere og lykkeligere.

I Matthæusevangeliet 6,24-34 skrives der om bekymringer.

v24  Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.

v25  Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? v26  Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? v27  Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? v28  Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke.v29  Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. v30  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? v31  I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? v32  Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. v33  Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.v34  Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage (Matthæus 6:24-34).

Det at være unødigt bekymret om klæder og mad beskrives i denne bibeltekst som en form for afgudsdyrkelse, hvor vi sætter fysiske objekter højere end Gud i vores liv. Men det er svært som menneske ikke at bekymre sig, ikke at lægge stor værdi i det tøj, vi har på, i de ting, vi bruger gennem dagen, i den mad, vi spiser. Det er svært at sætte livet over maden og legemet over klæderne. Vi ønsker at kunne kontrollere os selv, vores liv, vores kroppe. Alt.

Maden, klæderne, vores fysiske ejendele er alle med til at give os en illusion om, at vi kan kontrollere det hele. Det er nemt at give denne illusion større værdi, end den fuldkomne hengivenhed til, at Gud nok skal sørge for mine behov og dermed selv acceptere, at jeg ikke kan noget uden Gud.

Det er svært at se på liljerne på marken, der bare står og gror uden at bekymre sig. Som menneske i et samfund, hvor fremdrift er et buzzword, er det svært at tro på, at den hengivenhed, som liljen har, kan få mig til at gro som menneske. Jeg bilder mig ofte ind, at jeg skal lægge alle kræfter i for at leve op til fremtidens krav og overleve i et samfund, hvor alt flyver hastigt afsted.Denne selvillusion kaldes i Matthæusevangeliet at være lidetroende. At tvivle og ikke være fast i troen. For når jeg forsøger at kontrollere mit liv gennem mine fysiske genstande, så tvivler jeg samtidig på, at Gud nok skal sørge for mine behov. I stedet for at være hengiven, bekymrer jeg mig. I stedet for at give Gud min tillid, tager jeg selv ansvaret for noget, jeg ikke kan kontrollere.At give så stor værdi til fysiske genstande er ifølge Matthæusevangeliet ukristeligt: “Alt dette søger hedningerne jo efter”.

At være volontør i Ascension House er en god øvelse i, at give slip på den egenkontrol, man bilder sig ind at have i fysiske genstande. Det er begrænset, hvad man kan tage med hertil, det er begrænset, hvad der er plads til på vores værelser, og det er begrænset, hvad man kan have med hjem i kufferten igen. At være volontør i Ascension House er en god mulighed for at søge Guds rige gennem gæstfrihed. At give slip på sig selv, og tjene andre.

Inden jeg tog afsted til Hong Kong, skulle kufferten pakkes. Det var nemt at lade bekymringstanker tage overhånd. Efter at have pakket alle mine ejendele og vendt og drejet hver enkelt ting for at vurdere, om jeg skulle beholde den. Derefter pakket det, jeg tænkte, jeg skulle bruge til et år i en kuffert på 23 kg. Dér kom bekymringsfølelserne helt ind på livet af mig. Spørgsmål som: “Er det nu nok, det jeg har med?” og “Er det det rigtige, jeg har med?” pressede sig på.

Efter nu 3 måneder i Hong Kong er bekymringen kommet lidt på afstand, og jeg kan nu svare på de bekymrede spørgsmål, der pressede sig på. Nej, det var ikke det rigtige, jeg havde med. Nej, jeg havde ikke nok med. Men det gode er, at det løser sig alligevel. At bo i Ascension House væk fra alle mine ting væk fra de vante rammer giver mig et nyt perspektiv på at give slip på mine bekymringer. At give slip og tage imod det, Gud giver. Jeg er ikke et ubekymret menneske, men jeg øver mig i at lade Gud tage kontrollen i stedet for selv at klamre mig til idéen om en kontrol, jeg alligevel aldrig rigtig har.

Bottom